Oversigt (indholdsfortegnelse)
| Kapitel
2 |
Kommunalbestyrelsens årlige redegørelse til
regionsrådet |
| Kapitel
4 |
Koordinering af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud på det sociale område |
| Kapitel
5 |
Takster for køb af pladser og individuelle ydelser i
tilknytning hertil på det sociale område |
| Kapitel
6 |
Køb af specialrådgivning på det sociale
område |
| Kapitel
7 |
Betaling for kommunernes anvendelse af almene
ældreboliger |
Den fulde tekst
Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det
sociale område og på det almene ældreboligområde
I medfør af § 6, stk. 4, og § 108, stk. 5
og 6, i lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service og § 185 b,
stk. 5, i lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 21.
juni 2005, som ændret ved § 1 i lov nr. 575 af 24. juni 2005,
fastsættes:
Kapitel 1
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen indeholder
bestemmelser om:
1) Kommunalbestyrelsens årlige redegørelse om kommunens
behov for og forventede brug af tilbud i regionen, jf. § 6, stk. 1, i
lov om social service, samt de tilbud, som kommunalbestyrelsen har
overtaget efter §§ 186 og 190 i lov om social service.
2) Kommunalbestyrelsens årlige redegørelse om kommunens
behov for og forventede brug af almene ældreboliger i regionen, jf.
§ 185 b, stk. 3, i lov om almene boliger m.v., samt de almene
ældreboliger, som kommunalbestyrelsen har overtaget efter § 185 c i
lov om almene boliger m.v. og § 10 i lov nr. 575 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om almene boliger m.v., lov om fremme af privat
udlejningsbyggeri og forskellige andre love.
3) Den årlige rammeaftale mellem regionsrådet og
kommunalbestyrelserne i regionen, jf. § 6, stk. 2, i lov om social
service og § 185 b, stk. 4, i lov om almene boliger m.v.
4) Regionsrådets og kommunalbestyrelsens udviklingsplaner
for regionens store institutioner med over 100 pladser, jf. § 9 i lov
om social service.
5) Hvilke lands- og landsdelsdækkende tilbud der er
omfattet af regionsrådets koordinationsforpligtelse, jf. lov om social
service § 6, stk. 4.
Kapitel 2
Kommunalbestyrelsens årlige redegørelse til
regionsrådet
§ 2. Kommunalbestyrelsens årlige
redegørelse efter § 1, nr. 1 og 2, skal indeholde oplysninger om:
1) Behovet for og forventet brug af sociale tilbud i
regionen, jf. § 5, stk. 1-3, i lov om social service, fordelt på
målgrupper, samt en beskrivelse af de indholdsmæssige krav til tilbuddene.
2) Behovet for og forventet brug af almene ældreboliger i
regionen, jf. § 185 b, stk. 3, i lov om almene boliger m.v., fordelt
på målgrupper, samt en beskrivelse af de indholdsmæssige krav til
boligerne, jf. § 5, stk. 3, i lov om social service.
3) En angivelse af prisniveauet for de regionale almene
ældreboligers anskaffelsessum, herunder huslejeniveau.
4) Oplysninger om, hvad kommunalbestyrelsen har af
forebyggende foranstaltninger eller opgaver, som de selv løser eller
planlægger at løse på de områder, der er omfattet af regionens
forsyningspligt eller andre kommuners forsyningspligt inden for regionen.
5) Andre oplysninger, som efter kommunalbestyrelsens
opfattelse er vigtige for regionens forsyningspligt, herunder køb af
pladser i tilbud beliggende i andre regioner.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsens angivelse af behov
for og forventede brug af tilbud og almene ældreboliger, der er omfattet
af rammeaftalen, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, afviger væsentligt fra det
foregående år, skal dette begrundes i redegørelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens redegørelse skal omfatte
budgetåret og de efterfølgende tre budgetoverslagsår.
§ 3. Kommunalbestyrelsens redegørelse
sendes til regionsrådet inden den 1. maj.
Stk. 2. I forbindelse med kommunalbestyrelsernes
udarbejdelse af redegørelserne forudsættes inddragelse af handicapråd og
relevante brugerorganisationer.
Kapitel 3
Rammeaftalen
Fælles bestemmelser
§ 4. Rammeaftalen er et planlægnings-
og udviklingsværktøj, som skal sikre en åben dialog om udviklingen på det
sociale område og på det almene ældreboligområde samt skabe
gennemsigtighed og åbenhed for borgerne.
§ 5. På baggrund af
kommunalbestyrelsernes redegørelser, jf. § 2, udarbejder regionsrådet
et samlet forslag til dækning af kommunernes behov for de sociale tilbud
og almene ældreboliger, der er omfattet af rammeaftalen.
Stk. 2. Der udarbejdes én samlet rammeaftale for
regionen, der omfatter det sociale område og det almene ældreboligområde.
§ 6. Rammeaftalen indgås mellem:
1) Kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, jf.
§ 6, stk. 2, i lov om social service og § 185 b, stk. 4, i lov
om almene boliger m.v.
2) Kommunalbestyrelserne i regionen indbyrdes, herunder de
kommunalbestyrelser, som har overtaget tilbud efter §§ 186 eller 190
i lov om social service og almene ældreboliger efter § 185 c i lov om
almene boliger m.v. og § 10 i lov nr. 575 af 24. juni 2005 om ændring
af lov om almene boliger m.v., lov om fremme af privat udlejningsbyggeri
og forskellige andre love.
§ 7. Rammeaftalen skal fastlægge:
1) Regionsrådets forpligtelse i forhold til samtlige
kommunalbestyrelser under ét i regionen i det kommende kalenderår.
2) Omfanget af en kommunalbestyrelses forpligtelse til at
stille tilbud overtaget efter §§ 186 og 190 i lov om social service
til rådighed for andre kommuner i regionen og vilkårene herfor.
3) Omfanget af en kommunalbestyrelses forpligtelse til at
stille almene ældreboliger overtaget efter § 185 c i lov om almene
boliger m.v. og § 10 i lov nr. 575 af 24. juni 2005 om ændring af lov
om almene boliger m.v., lov om fremme af privat udlejningsbyggeri og
forskellige andre love, til rådighed for andre kommuner i regionen og
vilkårene herfor.
4) Vilkårene for en kommunalbestyrelses overtagelse af et
regionalt tilbud eller regionale almene ældreboliger der er beliggende i
kommunen, jf. § 186, stk. 2, i lov om social service og § 185 c,
stk. 2, i lov om almene boliger m.v.
5) Omfanget af den løbende faglige udvikling af indholdet
i tilbuddene og den løbende udvikling af udformningen og indretningen af
de almene ældreboliger.
Det sociale område
§ 8. Rammeaftalen efter § 5 skal
indeholde oplysninger om følgende:
1) Erfarings- og udviklingslinier, herunder vurdering af
foregående års rammeaftale, og udmøntningen heraf, langsigtede
udviklingstendenser samt en vurdering af samarbejdsprocessen mellem
regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen.
2) Oplysninger om det samlede antal pladser og tilbud, der
er omfattet af rammeaftalen, fordelt på målgrupper, herunder pladser
forbeholdt personer, som har bopæl på Færøerne og personer med bopæl i
Grønland, jf. § 108, stk. 5, og pladser i sikrede boformer, jf.
§ 108, stk. 6, i lov om social service.
3) En beskrivelse af det faglige indhold og kompetencerne
i tilbuddene. Beskrivelsen bør fra og med 2007, tage udgangspunkt i den
beskrivelse, der ligger i Tilbudsportalen, jf. § 14 i lov om social
service.
4) Forslag til udvikling af tilbuddene, både udviklingen i
behovene hos allerede optagne borgere, og nye typer af behov, der fordrer
udvikling af nye behandlingstilbud.
5) Retningslinier for bruger- og pårørendeinddragelse i de
enkelte tilbud, jf. kapitel 5 i lov om social service.
6) Håndtering af akut opståede behov for pladser og
tilbud, herunder et beredskab til at undgå ventelister.
7) Ydelser med hensyn til specialrådgivning.
8) Specificerede takster for kommunernes køb af pladser og
individuelle ydelser i tilknytning hertil samt for
specialrådgivningsydelser, jf. §§ 12 og 13.
9) Budget og budgetoverslag for de følgende 3 år for de
enkelte tilbud, som er omfattet af rammeaftalen.
Det almene ældreboligområde
§ 9. Rammeaftalen efter § 5 skal
indeholde oplysninger om følgende:
1) Erfarings- og udviklingslinier, herunder vurdering af
foregående års rammeaftale, og udmøntningen heraf, langsigtede
udviklingstendenser samt en vurdering af samarbejdsprocessen mellem
regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen.
2) Oplysninger om det samlede antal almene ældreboliger,
der er omfattet af rammeaftalen, fordelt på målgrupper.
3) Betaling for kommunernes anvendelse af almene
ældreboliger, jf. § 14.
4) Håndtering af akut opståede behov for almene
ældreboliger, herunder et beredskab til at undgå ventelister.
5) Forslag til udvikling af de almene ældreboliger, jf.
§ 7, nr. 5. Det gælder både i forhold til udviklingen i behovene hos
beboerne, og i forhold til nye typer af behov, der fordrer udvikling af
nye typer af almene ældreboliger.
6) Budget og budgetoverslag for de følgende 3 år for de
enkelte almene ældreboligafdelinger, som er omfattet af rammeaftalen.
Udviklingsplaner for store institutioner
§ 10. I forbindelse med rammeaftalen
skal kommunalbestyrelser og regionsråd udarbejde en udviklingsplan for de
botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service med over 100
pladser, som de har ansvaret for, jf. lovens § 9.
Kapitel 4
Koordinering af de mest specialiserede lands-
og landsdelsdækkende tilbud på det sociale område
§ 11. I forbindelse med rammeaftalen
skal kommunalbestyrelser og regionsråd sikre indbyrdes koordinering
regionerne imellem om de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud, som er nævnt i bekendtgørelse om principper for kommunernes
finansiering af tilbuddene ved de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud. Derudover skal kommunalbestyrelser og regionsråd
sikre koordinationen af sikrede afdelinger.
Stk. 2. Det påhviler regionerne eller en eller flere
kommuner at etablere tilbud efter § 108 i lov om social service, til
personer, som har bopæl på Færøerne eller i Grønland med betydelig nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis behov for hjælp ikke kan dækkes
gennem tilbud på Færøerne eller i Grønland. Region Sjælland fastlægger
behovet for og forventet forbrug af pladser fordelt på målgrupper efter
forhandling med Familiedirektoratet i Grønland og Almannastovan på
Færøerne og koordinerer antallet af pladser regionerne imellem.
Kapitel 5
Takster for køb af pladser og individuelle
ydelser i tilknytning hertil på det sociale område
§ 12. Rammeaftalen skal indeholde
oplysninger om takster for kommunernes køb af pladser og individuelle
ydelser i tilknytning hertil.
Stk. 2. Den enkelte takst for kommunernes køb af
pladser og for eventuelle individuelle ydelser i tilknytning hertil skal
være fordelt på følgende omkostninger:
1) De samlede direkte og indirekte omkostninger, der
vedrører det enkelte tilbud eller til leverancen af den enkelte ydelse i
alt, heraf til:
a) Løn, der kan henføres til det pågældende tilbud/den
pågældende ydelse.
b) Udvikling – uddannelse af personale, opkvalificering af
tilbud m.v.
c) Administration (ledelse, administration, kontorudgifter,
edb m.v.).
d) Andel af central ledelse og administration.
e) Tilsyn.
f) Ejendoms- og kapitalomkostninger
(vedligeholdelse/afskrivning m.v.).
2) Regulering i forhold til tidligere år (dækning af
underskud/overskud i forbindelse med det enkelte tilbud).
Stk. 3. For hvert tilbud skal den uudnyttede kapacitet
i form af, hvilken belægningsprocent taksten er beregnet på grundlag af,
oplyses.
Kapitel 6
Køb af specialrådgivning på det sociale område
§ 13. Rammeaftalen skal indeholde
takster for kommunernes køb af specialrådgivningsydelser.
Stk. 2. Taksterne skal omfatte alle udgifter, jf.
§ 12.
Stk. 3. Regionsrådet og en eller flere
kommunalbestyrelser kan indgå aftale om betaling for specialrådgivning i
regionen efter forbrug (en timetakst), eller aftale en årlig trækningsret
på regionsrådets specialrådgivningsydelser, i de tilfælde hvor det
aftales, at borgerne kan henvende sig direkte om specialrådgivning.
Kapitel 7
Betaling for kommunernes anvendelse af almene
ældreboliger
§ 14. Rammeaftalen skal indeholde
oplysninger om betaling for kommunernes anvendelse af almene ældreboliger.
Stk. 2. Oplysninger om betalingen efter stk. 1 skal
omfatte alle udgifter, herunder:
1) Udgifter til vedligeholdelse og fornyelse af tekniske
installationer m.v. i de almene ældreboliger, når boligerne drives af
regionsrådet eller af en kommunalbestyrelse.
2) Omkostninger til administration (udgifter til ledelse,
administration, kontorudgifter, edb-udgifter m.v.) i regionen.
Stk. 3. Rammeaftalen skal tillige indeholde oplysning
om den forventede udgift til leje (boligafgift), som den
kommunalbestyrelse, som har anvisningsretten, ved ledighed skal betale.
Betalingen skal ske fra det tidspunkt, fra hvilket den ledige almene
ældrebolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning
sker.
Kapitel 8
Justering af rammeaftalen
§ 15. Rammeaftalen skal tilpasses
løbende, hvis der er behov for det. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne
skal i forbindelse med den årlige rammeaftale fastlægge en procedure for
tilpasningen.
Stk. 2. Hvis der er konkrete tilbud, der ikke længere
efterspørges med sit hidtidige indhold, skal regionsrådet, i forbindelse
med rammeaftalen, drøfte en tilpasning eller ophør af tilbuddet med
kommunalbestyrelserne i regionen.
Stk. 3. Hvis der er konkrete almene ældreboliger, der
ikke længere efterspørges, skal den fremtidige anvendelse af disse drøftes
med kommunalbestyrelserne i regionen, i forbindelse med den årlige
rammeaftale.
Kapitel 9
Tidsfrister
§ 16. Kommunalbestyrelserne og
regionsrådet skal aftale en frist for, hvornår det første udkast til
rammeaftalen skal foreligge.
Stk. 2. Rammeaftalen skal være indgået senest den 15.
oktober og har virkning fra den 1. januar det følgende år.
Stk. 3. Uenighed om rammeaftalen kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
§ 17. Rammeaftalen skal offentliggøres
senest den 1. november på regionens og kommunernes hjemmesider.
Ikrafttræden
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft
den 1. februar 2006.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 11, stk. 2, træder i
kraft den 1. januar 2007. Samtidig bortfalder Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 888 af 11. december 1986 om pligt til at modtage
færinger og grønlændere på bistandslovens institutioner under
amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske
handicap.
§ 19. For kommuner, der oprettes den 1.
januar 2007, er det sammenlægningsudvalget, som inden den 1. maj 2006 skal
udarbejde en redegørelse for kommunens behov for og forventede brug af
tilbud og almene ældreboliger, der er omfattet af rammeaftalen, for
budgetåret 2007. På baggrund af kommunalbestyrelsens og
sammenlægningsudvalgets redegørelse udarbejder forberedelsesudvalget et
samlet forslag til dækning af kommunernes behov for de tilbud og almene
ældreboliger, der er omfattet af rammeaftalen, senest den 15. oktober
2006, for budgetåret 2007.
Socialministeriet, den 23. januar
2006
Eva Kjer Hansen
/Aksel Meyer
|